Og med døden kom en fest

De par gange vi har været til carnaval i Oruro har vi boet hos tante Irene, en meget underholdende dame som indtil sidste lørdag jeg aldrig havde set ædru.
Da vi var til carnaval i Februar tussede hun rundt i sort og en smuk brandert som varede de tre dage vi var der, det sorte outfit var pga. at hendes moder var steget til vejrs, og hernede sørger man så et år og når året er omme så skiftes der tilbage til farvet tøj.. som selvfølgelig sker i form af en fest (og en tur i kirken)
Så i Lørdags vækkede mobilen os klokken 04.00, så var det afsted til Oruro, efter 5 timer i bus og ti minutter på et offentligt toilet til at skifte og drukne sig i dufte vand kom vi frem til kirken klokken 11.00 som var det oplyste tidspunkt, vi skyndte os ind i kirken som dog virkede forbløffende tom, og ja det  var så den forkerte bisættelse som vi kom larmende ind i.
Letterer røde i ansigterne tussede vi udenfor og fik så at vide at vores var klokken 11.30, så mente svigerfamilien at en lille pils måtte være på sin plads.

En lille før messe pils med familien.

Da vores så startede, var jeg så uheldig at Asiri (heller ikke) syntes at kirker er de sjoveste steder på jorden, så 5 minutter og 8 fadervor og hallelulljaer inde i ceremonien begyndte hun at små klynke, også trådte Tor i faderskikkelsen og frelste hende fra flere salmer.....

Da far tor kunne hører sin datters gråd trådte han promte til og bragte hende i solskin

Derefter gik vi alle i samlede flok mod Irenes hus, som sjovt nok er en tre etagers bygning hvor den ene sal er festlokaler...

Oruro kan godt minde lidt om en cowboyder by revet ud af en lucky luke tegneserie men Asiri syntes det var bravt

På skulderen af onkel vladi red hun gennem de øde gader

Der er traditionen så at man starter med bi-cervicina, som er en tynd, sød og lunken mørk øl, noget man lige skal vende sig til, serveret sammen med en god suppe, derefter beder de en sidste bøn for den afdøde (som nu har været død i et år)

Alle aldre nød den mørke øl

 Så går familien ovenpå for at klæde om, de sorte klæder kommer ud og noget med lidt mere kulør kommer frem, også blev der danset og festet...

Asiri syntes til tider at der var sjovere ting end de fulde indianerer (og far)

Der kom hurtigt gang i snakken da huari (den lokale øl) kom på bordet

Verdens mest tilfældige kædedans men sjovt var det, og senere en cueca (som jeg da heldigvis havde lært som udvekslingsstudent)

Irene som man bedst kender hende, og asiri som fik fat i dugen, det kostede lidt øl jejeje var far måske lidt uopmærksom.

De ældrer hyggede sig bravt, og mange af dem fra oruro kom i deres fineste klæder.

Vi skulle så tilbage til Cochabamba samme dag, så hen på eftermiddagen gjorde vi os lige så stille klar til retrete, men det ville de ikke høre tale om så det tog to timer at komme viderer.
Nu havde vi jo så ikke fået andet end en suppe hele dagen så vi skulle jo  lige tanke op inden de fem timer i bus, Oruros specialitet er  lam, så vi kom frem til et freragende sted som er berømte for deres lammee nyrer og tyre nosser, nosserne var gode men jeg kan bare ikke med nyrer......

Skål eller salud..........

 Og nu går turen til Colombia, længe leve 90 dages turist visa................som jo nu skal forlænges