tirsdag den 29. maj 2012

Kærlighed i Colombia

Når man sådan tager afsted over en længerer periode så bliver man jo nød til at tage højde for at man kun får et 90 dages turist visa. Vi kunne så vælge den hurtige tur til Peru for at få et nyt visa eller vi kunne prøve noget lidt mere interesant, og når Ximena hun nu havde en god veninde i Colombia så lå den jo lige til højre benet.
Asiri på vej gennem pas kontrollen i Bogota, og bare hvis man nu var i tvivl over hvor man var landet....
 Afsted kom vi fra La paz og fint blev vi hentede af Pilar, Cesar og lille Mariana i lufthavnen, jeg må jo så indrømme at jeg ikke lige havde fået læst op på Colombia inden vi landede, når man sådan som vi gør det, bor med svigerforældrerne så kan rejse lysten godt til tider værer enorm og destinationen anden prioritet.
Et af de små gade køkkener som kunne diske op med lækkerier
Jeg blev sku taget på sengen over Bogotas størrelse, men facineret blev jeg også
Men frem kom vi til den kæmpe by som Bogota nu engang er, jeg tror da sjældent vi har tilbragt så meget tid i offentligt transport som det skete i Bogota.
En lille men fantastisk frokost, kød og arepa, også kom vi jo ind i et par storcentrer ikke at det lige er min himmel men det er kulturen, og der prøvede jeg så verdens nok mest unaturlige yogurt is, der var mange smags variantater som kunne skænkes efter smag og behag, den ene mere unaturlig end den anden.... ananas ises var blå, I rest my case. 
 Pilar er det som så smukt kan kaldes hjemmegående husmor, og Mariana er lige en ni måneder ældrer end Asiri, så afsted kom vi med to klapvogne ud i Bogotas livlige gader.
Asiri tog sig en velfortjent lur
Colombia som måske til tider associeres med kokain og guerillakrig burde nu associeres med rare mennesker og et rigitg fint køkken, jeg vil helt klart til at bruge sætningen "mi amor regalame una cerveza mas!" fint oversat "min elskede forær mig endnu en øl" og dette var tonen og alle steder med et bredt smil på læben. 
En dag da sulten indtraf kom vi ind på crepes & waffles, som jeg nok må indrømme at jeg var lidt skeptisk overfor da det mest lignede en forfinet fast food restaurant, men til skamme kom min skeptiske mine, nok var konceptet hurtig mad, men hold saft det var godt,  fik en stærk suppe, på tomat, mad banan og advokado og til den en rød ale fra det lokale mikro bryggeri, jeg var helt solgt. 
Min Ale og min suppe..... kommer man forbi en crepes & waffles er det en sikker vinder......
Vi kom lidt rundt i det gamle Bogota
Familien stubbe på sightseeing.....
Mellem de mange højhuse i Bogotas centrum var der stadig nogle flotte gamle bygninger (som sjovt nok var fyldt med souvenir butikker og hyggelige cafeer som serverede  en fantastisk kaffe)
og jeg fik snuset lidt til deret konditorier, og måtte trist indse at de bare er vildt glade for HELT VILDT søde sager, men de blev serveret med et smil........... og hyggelige var butikkerne også.
Pilar som guidede mig igennem de mest traditionelle søde sager, der var nogle kandiserede kokos kager, som når man spiste dem mindede lidt om en sukkerknald med kokos, men så blev det kompenseret for med lidt grøn mango med salt og lime.... det var lige mums
En morgen skulle vi op på montserrat som er himmelbjerget, lidt størrer og med et kloster/kirke/katolsk tingeling
Montserrat som man kommer op til via et fint lille tog, jeg kiggede ikke så meget ned, mig og højder er nok lidt som vand og olie....
På toppen hved siden af klosteret lå en af Bogotas meget finerer restauranter, og med en udsigt uden lige..

Asiri og Ximena syntes det var en del sjoverer end jeg gjorde, det der med vakle tog...
Her fik vi en helt fantastisk morgenmad, som dels bestod af tamal (en form for ris/kød blanding pakket ind i banan blade og derefter en stor tallerken men stegte indvolde, tarme, mave, nyrer med mere og serveret med små kartofler og mad bananer, og alt dette blev nydt med frisk presset appelsinjuice og dejlig sort kaffe i rigelige mængder.
Ximena og Asiri til bords inden de varme retter begyndte at komme flyvende, her tamalen som var vildt godt men den hvide skive toast måtte de godt have beholdt
Mad bananer som ligger og modner og et lille kvæd og den søde likør som bliver spurgt hvad den dog laver derude kom dog indefor eller indenbords......
Vores kalorie fattige morgenmad, god var den, selv Mariana tog for sig af retterne


Et bredt udvalg diverse pølser, majs og andre lækkerier, for de mindrer sarte sjæle
En anden dag vi vi ude i en salt katedral,  bygget/hugget/gravet i en gammel salt mine, smukt var det men jeg må da nokindrømme at det efterhånden er et skræmmende stort antal katolske kirker jeg har været i.
På vej ned i  kirken, anderledes men meget imponerende
På vejen hjem gik turen forbi et lille lokalt sted som serverede arepas, som er sådan en slags nationalspise, og helt fantastisk lækkert, en form for majspandekager med forskelligt slags fyld, simpelt med lækkert.
 Søndagen i Bogota var mors dag, og den er i Colombia meget speciel, så vi skulle afsted med familien ud og spise på fin Argentinsk restaurant, det var sådan set okay men jeg havde nu nok foretrukket et lokalt gadekøkken,  men vinen var god......det var nok meget godt at det ikke var Tor som skulle kører hjem.
Argentinsk for begynderer..... men hyggeligt var det.
Pilars mor var med på restaurant, til stor glæde for  Asiri, som hyggede sig kosteligt, også mor og datter som skal have matchende briller, mon det er det som venter mig om et års tid??????????
Også fik Asiri lavet huller i ørerne på vejen hjem, nu er hun en rigtig lille fin dame.
Asiri som syntes at pigens briller var det mest interesante i butikken, det var hurtigt overstået, og nu bliver hun ikke længerer forvekslet med en dreng..........
Da vi så skulle hjem må jeg nok indrømme at det var lidt trist, fik ikke prøvet og set nok på den uge, vil uden tvivl tilbage til Colombia, ud på landet og nyde deres varme hjerter, gode humør og velsmagende retter.... Colombia vi kommer tilbage...................... 
Far og datter i Lima, hvor der jo lige skulle ventes en syv timer...........

onsdag den 9. maj 2012

Og med døden kom en fest

De par gange vi har været til carnaval i Oruro har vi boet hos tante Irene, en meget underholdende dame som indtil sidste lørdag jeg aldrig havde set ædru.
Da vi var til carnaval i Februar tussede hun rundt i sort og en smuk brandert som varede de tre dage vi var der, det sorte outfit var pga. at hendes moder var steget til vejrs, og hernede sørger man så et år og når året er omme så skiftes der tilbage til farvet tøj.. som selvfølgelig sker i form af en fest (og en tur i kirken)
Så i Lørdags vækkede mobilen os klokken 04.00, så var det afsted til Oruro, efter 5 timer i bus og ti minutter på et offentligt toilet til at skifte og drukne sig i dufte vand kom vi frem til kirken klokken 11.00 som var det oplyste tidspunkt, vi skyndte os ind i kirken som dog virkede forbløffende tom, og ja det  var så den forkerte bisættelse som vi kom larmende ind i.
Letterer røde i ansigterne tussede vi udenfor og fik så at vide at vores var klokken 11.30, så mente svigerfamilien at en lille pils måtte være på sin plads.
En lille før messe pils med familien.
Da vores så startede, var jeg så uheldig at Asiri (heller ikke) syntes at kirker er de sjoveste steder på jorden, så 5 minutter og 8 fadervor og hallelulljaer inde i ceremonien begyndte hun at små klynke, også trådte Tor i faderskikkelsen og frelste hende fra flere salmer.....
Da far tor kunne hører sin datters gråd trådte han promte til og bragte hende i solskin
Derefter gik vi alle i samlede flok mod Irenes hus, som sjovt nok er en tre etagers bygning hvor den ene sal er festlokaler...
Oruro kan godt minde lidt om en cowboyder by revet ud af en lucky luke tegneserie men Asiri syntes det var bravt
På skulderen af onkel vladi red hun gennem de øde gader
Der er traditionen så at man starter med bi-cervicina, som er en tynd, sød og lunken mørk øl, noget man lige skal vende sig til, serveret sammen med en god suppe, derefter beder de en sidste bøn for den afdøde (som nu har været død i et år)
Alle aldre nød den mørke øl
 Så går familien ovenpå for at klæde om, de sorte klæder kommer ud og noget med lidt mere kulør kommer frem, også blev der danset og festet...
Asiri syntes til tider at der var sjovere ting end de fulde indianerer (og far)

Der kom hurtigt gang i snakken da huari (den lokale øl) kom på bordet
Verdens mest tilfældige kædedans men sjovt var det, og senere en cueca (som jeg da heldigvis havde lært som udvekslingsstudent)
Irene som man bedst kender hende, og asiri som fik fat i dugen, det kostede lidt øl jejeje var far måske lidt uopmærksom.
De ældrer hyggede sig bravt, og mange af dem fra oruro kom i deres fineste klæder.
Vi skulle så tilbage til Cochabamba samme dag, så hen på eftermiddagen gjorde vi os lige så stille klar til retrete, men det ville de ikke høre tale om så det tog to timer at komme viderer.
Nu havde vi jo så ikke fået andet end en suppe hele dagen så vi skulle jo  lige tanke op inden de fem timer i bus, Oruros specialitet er  lam, så vi kom frem til et freragende sted som er berømte for deres lammee nyrer og tyre nosser, nosserne var gode men jeg kan bare ikke med nyrer......
Skål eller salud..........
 Og nu går turen til Colombia, længe leve 90 dages turist visa................som jo nu skal forlænges